Om at stå ved en skillevej…

Der har været ret så tavst herinde, siden jeg begyndte på mit nye arbejde, og det er der sådanset en ret naturlig forklaring på: Udover at jeg fik nye arbejdsopgaver og længere arbejdstid, så fik jeg også lige en gang ondt i halsen/forkølelse/hoste, som jeg måtte bruge voldsomt lang tid på at komme af med.

Mit nye job er super fedt! Der er mere borgerkontakt, masser af koordinering og endnu flere super søde kollegaer! Men jeg kan virkelig også mærke det alt sammen på mit overskud, både hvad angår kost og træning. Der er blevet fortæret ualmindeligt store mængder slik, brød og kage - og i weekenderne har der været sociale ting, hvor der også er blevet guffet løs. Jeg har nydt det hele og jeg har ikke fortrudt det et eneste sekund – det ér fantastisk at have weekender uden opgaver, faglitteratur og ansøgninger. Men mit overskud, det er eddermame gået sig en tur.

Nu sidder jeg så og overvejer, om det er realistisk at jeg nogensinde bliver min mave kvit, bliver strammet op og alt det der. Når jeg kigger på flotte kjoler, så er det lidt trist at tænke på, at jeg aldrig kommer til at kunne have sådan en på. Men det er latterligt, for jeg ER ikke en kjolepige – eller kvinde er vel snarere den rette betegnelse. Jeg GIDER ikke at barbere ben, så ofte som det kræver, og de er fyldt med flere år gamle skrammer, fordi de i min alder ikke kun varer en sommer men nærmere et halvt eller helt årti.

Samtidig, så har jeg jo forsøgt mig med vægttab 117 gange før på præcis samme måde. Men denne gang ER det hårdere. Jeg er mere sulten og det er sværere at holde sig på under 1400 kcal. Min kæreste påstår hårdnakket, at han kan lide mig som jeg er (han er en freak of nature!) så måske skal jeg bare stille mig tilfreds med at være tyk?

Men jeg ER også bange. Jeg dur ikke til 117 forbud, og jeg er bange for at jeg først for alvor bliver tyk, hvis jeg stopper med at tælle kalorier. Så bliver det vel ENDNU sværere at styre mig.

Noget af det, som jeg overvejer er at skifte center – igen! Jeg ELSKER mit lille bitte center, hvor man hilser på hinanden, og hvor der kun kommer kvinder. Men pladsen er trang, der er ikke så mange øvelser og de fleste af dem er lavet med hydraulik og altså uden tung vægt på. Forstå mig ret, jeg ville ikke kunne lave de der vilde og voldsomme øvelser, som nogen gør, men jeg kan jo se, at det er det der giver resultaterne.

Jeg tror at konklusionen this far må være, at jeg går i tænkeboks i forhold til, hvad jeg vil med den her sundere livsstil... Hvis der sidder nogen og læser med, som har nogen gode erfaringer må I meget, meget gerne dele dem med mig!

Gode nyheder, forandringer og lidt om at spise med følelserne

Den her overskift er egentlig lidt en hensigtserklæring, for jeg har ikke riiigtigt fået struktureret indlægget, inden jeg satte mig til tasterne. Men first things first: Der er sket en rigtig stor og god forandring i mit privatliv her for ganske nyligt: Jeg har fået job! Et rigtigt job, med en rigtig løn! Det er dog ”kun” en projektansættelse året ud, men det er det samme sted, som hvor jeg ellers var i løntilskud. Da det blev meldt ud, tog mine kollegaer imod nyheden på den aller mest fantastiske måde: Med kram og lykønskninger – YAY!

Jeg har brugt masser af tid, penge og kalorier på at fejre det siden!

Cirka samtidig med al mine glædelige virak, faldt jeg over et indlæg hos Sund For Sjov, der handlede om at spise med sine følelser. Jeg kunne straks genkende det, for det er noget som jeg selv gør i STOR stil. Både når noget skal fejres, når jeg er ked af det eller træt. Det er der jo faktisk absolut INTET galt med, så længe det ikke tager overhånd – man er jo trods alt heller ikke alkoholiker, bare fordi man drikker en flaske champagne ved en glædelig lejlighed.

Alligevel syntes jeg, at hendes indlæg var lidt sjovt, for lige siden jeg fik min gode nyhed, har jeg haft trang til at spise hvidt brød, og jeg har slet ikke haft det nødvendige overskud til at træne. Hvorfor ryger mine gode vaner sig en tur, samtidig med at jeg får et job, og nærmest burde have mere overskud? Tja, jeg har tænkt over det, og jeg tror at det handler om en kombination af at være almindelig tryghedsnarkoman, og så en gang præstationsangst oven i. Nu skal min arbejdsgiver jo til at betale mig en masse penge i løn, men kan jeg nu også leve op til det?

Jeg tænker, at præstationsangsten egentlig er, hvad man kan forvente af en nyuddannet kvinde (bare lige for at være en kliche). Men hvorfor nu det med trygheden? Alt andet lige, er det da MERE trygt at vide, hvad jeg skal resten af året, end at søge job i hele DK OG bruge af min dagpengeperiode. Men egentlig, så passer det meget godt med min personlighed. Jeg HADER simpelthen at afslutte én ting og starte på noget nyt – jeg var endda helt vemodig, da jeg blev færdig med 9. klasse og skulle på gymnasiet, selvom jeg altid havde været outsideren i folkeskolen, og glædede mig til at komme på gymnasiet.

Jeg er i det mindste blevet væsentligt bedre til at håndtere forandringerne, som jeg er blevet ældre og har kastet mig ud på det dybe vand flere og flere gange, uden at drukne. Altså sådan rent metaforisk, hvis jeg gjorde det i bogstavelig forstand ville jeg drukne. Nå, det var et sidespor.

Jeg er nok der, hvor jeg er ret zen omkring, at jeg spiser med følelserne. Så længe det ikke tager overhånd, og så længe jeg kommer tilbage til de gode vaner igen, så er det i orden.

Mit nye job betyder så også, at jeg kommer til at arbejde en time mere pr dag (i snit) så nu bliver der stillet endnu større krav til min evne til at planlægge. 

Jeg har allerede besluttet, at jeg vil til at lave større portioner mad, så vi kan fryse ned i endnu højere grad, end jeg gør nu. Jeg håber dog ikke, at det kommer til at gå alt for meget ud over bloggen. Selvom den er lille bitte, sammenlignet med andre, og selvom jeg ikke får en masse kommentarer på mine indlæg, så synes jeg, at det er hyggeligt – og jeg bilder mig selv ind, at der sidder nogen og læser med derude ;)

Kylling ala stroganoff

Det var egentlig meningen, at jeg ville have blogget i weekenden, men så blev jeg ramt af en gang sygdom i sidste uge og ja, så gik weekenden egentlig bare med at samle kræfter igen.

Det gjorde så også, at det mad jeg indtog ikke just var optimalt. Der blev spist masser af (hjemmebagte) boller fra fryseren og andre søde ting. Det har resulteret i, at jeg nu har noget af en sukkercraving, men jeg har været dygtig og modstået den ved hjælp mellemmåltider (en banan inden træning og et æble med peanutbutter efter). Vægten er jo så også steget en del, den var ellers kommet pænt nedad, men man skal ikke græde over spildt mælk og sikkert heller ikke over påtagede kilo.

Det er dog lykkedes mig at lave blog-værdig mad, trods alt! Blandt andet på grund af den kylling, som jeg fik stegt og lavet fond af for noget tid siden. Faktisk, så var der en kylling på tilbud her for lidt tid siden, og har jeg OGSÅ fået stegt. Derfor kunne jeg lave en ekstra stor portion kyllingestroganoff – noget, som man bestemt ikke skal kimse af!

Kalorieberegningen er sådan lidt på slump, for jeg brugte min hjemmekogte fond. Den har jeg ikke gide at regne kalorieindholdet ud på, i stedet skriver jeg bare et cirka-antal bouillonterninger, som nok er liiidt højt sat. Du kan se den originale opskrift her.

Den her portion er nok til en familie eller til to dage. Det smagte rigtig godt og det ville egentlig godt kunne bruges som weekendmad, i de weekender hvor jeg er ekstra påpasselig med at tælle kalorier-

Min portion her, indeholdt 127 kalorier pr 100 gram, så den er alt i alt yderst fornuftig på den front. Alt i alt er dommen, at der er meget (og god!) smag for få kalorier. 

Ingredienser

En rest kylling – 461 gram.
En god klat smør – 33 gram.
1 løg, fintsnittet – 90 gram.
3 fed hvidløg.
Champignon skåret i skiver – 250 gram.
Hønseboullion og vand eller en god klat hjemmekogt fond*
En dåse koncentreret tomatpure – 140 gram.
Røget paprika – på slump, vejede 7 gram.
3 små laurbærblade – smag dig frem.
Creme fraiche – jeg brugte 86 gram, hvilket svarer til ¼ cup.

* Den oprindelige opskrift siger cirka 5 dl færdig bouillon, men jeg brugte noget mere. Jeg vil helt klart råde til, at man smager sig frem her.

Fremgangsmåde

Da min kylling allerede var tilberedt, ændrede jeg min tilberedningsmetode sig også lidt. Start med at stege løgene og hvidløgene i smørret. Mens de blev møre snittes champignonerne. Tilføj dem til gryden, og krydder med paprika og peber. Når champignonerne er faldet sammen og har frigivet deres væde, tilsættes bouillonen/fonden og tomatpureen. Rør tomatpureen ud i væsken og tilsæt kylling. Lad det varme godt igennem og smag til. Tilsæt til sidst creme fraiche og lad det hele koge op i et par minutter, så sovsen tykner.

Server med kogte kartofler eller kartoffelmos.

Opskriften kan nemt LCHF-iseres, hvis man spiser efter det princip: Skift kartoflerne ud med blomkålsmos, tilsæt mere smør og skift creme fraichen på 9 % ud med en på 38. Piskefløde kan muligvis bruges.

Dyrevelfærd

Eller hvordan den sparsommelige husmoder får mest ud af en kylling…

Her den anden dag så min kæreste og jeg Hugh’s Kamp for Kyllingen på DR2. Den har været vist før, men vi havde ikke sådan rigtig fået set den. Det fik vi så denne gang og HOLD nu op, hvor var det en øjenåbner: Udover at kyllingerne var understimulerede og aldrig så dagens lys, så voksede de så hurtigt, at de ikke kunne udfolde deres naturlige adfærd. Det kunne næsten også være det samme, for de havde ikke plads til det. Det værste var helt klart, at de gik rundt i deres egen afføring og derfor fik smertefulde sår på benene. Hovedet på sømmet var – for mig – at Hugh samarbejdede med en flok beboere fra et ret ressourcesvagt område. De fik deres egne høns, som de passede og plejede, og efter de havde besøgt Hughs industrikyllinge-farm besluttede stort set alle sig for kun at købe frilandskylling fremover. Hvis de mennesker, som kæmper for at få enderne til at nå sammen, kan købe frilandskylling, så kunne vi også! Som sagt så gjort!

Efter lidt research fandt jeg ud af, at Dyrenes Beskyttelse har lavet en liste, hvor de giver kyllingerne stjerner, alt efter hvor godt de bliver behandlet. Topscoren var Løgismosekyllingen fra Netto. Sådan en fætter koster 89 kroner for omkring 1500 gram.

Kyllingen på vej i ovnen - den havde et ret gult skind, det skyldes måske racen?

Da vi alligevel havde lidt rodfrugtrester i kælderen, som skulle bruges faldt valget derfor på kylling søndag aften. Vi krydrede den kun med salt og peber, da vi ville teste, om smagen var anderledes end ved almindelige kyllinger. Den fik sig et par timer i rømeren, hvoraf den sidste time (plus det løse) blev tilbragt sammen med kartofler, løg og gulerødder. Helt simpelt, men ganske velsmagende.

Da den endelig var færdig var skindet flot og gyldent. Det var ikke helt sprødt, men det var vist en fejl 40...

Min kæreste syntes, at kyllingen var mere saftig end de almindelige, men det kan også skyldes den nænsomme tilberedning i rømeren. Personligt kunne jeg ikke smage forskel.

Nu kan jeg desværre ikke huske, hvor meget en industrikylling svinder ved tilberedning, men min 1500 grams kylling gav 650 gram rent kød – plus et par lunser, som på mystisk vis forsvandt i den Bermudatrekant, som findes i mit køkken… Her skal man så huske, at der også var et helt skrog med + skind. Set i det lys, tænker jeg ikke umiddelbart at svindet var så slemt.

Vi spiste lidt af den stegte kylling til aftensmad, hvorefter jeg pillede skroget helt rent. Kød og skrog blev gemt til næste dag, hvor jeg dels kogte fond på skroget, dels spiste kødet som fyld i pitabrød. Fonden blev ret god, den smagte meget anderledes end de bouillonterninger, jeg normalt bruger. Jeg brugte naturligvis Hugh’s opskrift.

Fonden i starten af processen - den er mindre fotogen efter fire timer...

Fyld til pitaerne 

Der var stadig en hel del kylling tilbage, så det blev frosset ned i to portioner. Jeg forestiller mig, at den ene skal gøre lykke i nogle sommerruller, men jeg har stadig ikke bestemt, hvad der skal blive af den anden pakke.

Konklusionen på vores kyllingeeksperiment er, at frilandskylling ER dyrere, men tænker man sig lidt om og strækker man sin mad med masser af grøntsager (hvilket jo kun er sundt) så behøver en frilandskylling ikke at være en så bekostelig affære after all. Samtidig kan resterne være med til at gøre madlavningen meget hurtigere en anden dag, da man ikke først skal til at stege en masse kød, men kan nøjes med at ordne grøntsagerne.

Selvom jeg ikke kunne smage den store forskel, vil jeg alligevel fortsætte med at købe frilandskylling, for ærligt talt ikke – nogle gange så ER det altså fint nok at gøre noget, alene fordi det er det rigtige at gøre. 

Og så lige et lille tip - bare for ikke at slutte oppe på en høj hellig ko: Rosiner stegt i lidt smør og karry smager skønt i pitabrød - det er de der knap så kønne brune tingester i baggrunden. De er dyre rent kaloriemæssigt (416 kcal/100 gram) men man spiser jo heller ikke så mange af dem - de skal bare give lidt smag.

Morgenmad og fede-dag

Jeg har måttet erkende, at jeg åbenbart bare er mega sulten om morgenen – jeg skal i hvert fald helst have mig noget at spise ved en ti-tiden, selvom jeg har lavet sund og proteinrig morgenmad.

Her for nogle weekender siden, ville jeg gerne forkæle mig selv og derfor lavede jeg scrambled eggs med smør OG piskefløde ala Gordon Ramsey. Jeg spiste det med noget bresola og nogle gulerødder og så var jeg ellers mæt resten af dagen! Jeg overvejede, om det mon var den forholdsvist store fedtmængde og begyndte derfor at eksperimentere lidt med LCHF. Jeg lavede blandt andet en portion chiagrød, men jeg må bare erkende at jeg ikke kan blive mæt af det, selvom der var forholdsvist meget fedt i. Der er åbenbart bare ét eller andet med æg, som gør at de mætter helt fantastisk.

Nå, men da min chiagrød ikke mættede, besluttede jeg mig for at gå tilbage til min gode gamle (trofaste!) smoothie. Skæbnen ville det så, at udvalget af bananer og skyr var ret ringe, da jeg var i Føtex, så jeg besluttede mig for at prøve de nye hypede Cheasy skyr. Jeg købte den med blåbær og solbær. De første skefulde mindede mig om Danone, men jeg syntes hurtigt at smagen blev alt for sød, og jeg bilder mig ind at det havde en bismag af aspartam. Den slags er selvfølgelig et spørgsmål om smag og behag, men hvis man nu har det ligesom mig, så vil jeg anbefale at man laver sin egen version.

Opskriften er så simpel, at det ikke rigtigt er en opskrift, man skal bare blende en banan – jo større og mere moden, jo sødere smoothie/skyr sammen med 130-170 gram skyr alt efter sult og en lille smule solbær, cirka 30 gram, samt lidt mælk, for at få det til at køre.

Jeg har lidt travlt om morgenen, så jeg hælder mælk, skyr og solbær i mit blenderglas om aftenen. Næste dag tilsætter jeg bananen og blender det. Det smager godt og mætter faktisk ganske godt. Man skal dog være opmærksom på, at det er væsentligt mindre sødt end morgenmad med sukker eller sødemiddel.

En anden morgenmad som jeg har afprøvet med stor succes er øllebrød! I min udgave er den ret blasfemisk, for den er ikke sødet med sukker og der er ikke noget flødeskum, men jeg synes egentlig at den smager ganske godt :)

To skiver kerneløst rugbrød befries for skorper, skæres i små stykker, to dadler får fjernet skallen, tilsættes rugbrøden, enten mast ud eller bare i små stykker. 1½ dl vand hældes over og hele herligheden hviler i køleskabet natten over. Det sidste er ikke strengt nødvendigt, men grøden skal måske have lidt længere tid i microen næste morgen.

Den næste dag starter jeg med at give grøden to minutter i microen. Så rører jeg rundt, og giver den to minutter mere. Et æble skrælles, rives og tilsættes grøden, som får en eller to gange to minutter mere i microen. Igen, det er noget mindre sødt end morgenmad med sødemiddel, men er du vant til sukker, så tilsæt blot endnu en dadel – de er ret søde i sig selv.

Jeg spiser altid et blødkogt æg til min morgenmad – bortset fra, når jeg laver scrambled eggs ;) Disse morgenmåltider ligger alle omkring 300 – 400 kalorier – mine scrambled eggs var de dyreste, de kostede 378 kalorier, men mættede så også det længere. Med de andre typer af morgenmad skal jeg som regel have mig et par skiver knækbrød op ad formiddagen.

Ellers har der jo været lidt stille på bloggen her på det sidste, jeg har haft travlt med at være social og være på arbejde. Det har min vægt også godt kunne mærke, den hopper lidt op og ned hele tiden, men jeg er nogenlunde zen omkring det: I går havde jeg simpelthen en fed-dag, I ved, sådan en dag hvor man bare føler sig stor og tyk! Jeg kiggede på mine gamle kropsmålinger i madlog og jeg kunne se, at jeg trods alt har haft 6-8 cm mere om min talje end nu, men lige lidt hjalp det. Jeg tror heller ikke, at det bliver bedre af at jeg kigger på fitnessblogs med førbilleder, der ligner det efterbillede jeg gerne vil have ;)

Anyway, så prøver jeg at være accepterende omkring min krop, minde mig selv om, at de piger jo også bruger MEGET mere tid på træning end jeg gør, og at min kæreste jo for resten godt kan lide mig som jeg er.

Hvad gør I andre, når I har fede-dage? Træner mere, afleder tankerne eller måske noget helt andet? Og har I en magisk morgenmad, som holder jer mætte godt op af dagen?

Honning-rosmarin-bagte kyllingelår med rugkernesalat – og noget om at navngive ting

Honning-rosmarin-bagte kyllingelår og rugkernesalat.

Da jeg stod og skulle lave mad til (nogle af) næste uges madpakker, gik det op for mig, at jeg har brugt min morter rigtig, rigtig meget i denne weekend – faktisk var det anden gang jeg måtte vaske den op, bare i dag!

Det fik mig til at tænke på, at jeg egentlig burde finde et navn til den. Jeg har en vane med at navngive ting. Ikke alle mine ting, men de ting, der er særligt gode eller som på én eller anden måde har personlighed, de kan godt få et navn. Jeg har f.eks. en palme, der hedder Oluf, en kniv, der hedder Chop Chop og en køkkenmaskine, der går under navnet Svenskeren – jeg finder måske en dag et mere personligt navn til den.

Hvad min morter så skulle hedde ved jeg ikke helt, jeg har både overvejet Peter, Peder eller slet og ret Lundin, men jeg synes virkelig at Peter Lundin er en nederen person, så jeg vil heller ikke opkalde min søde lille morter efter ham. Det var faktisk deraf navnet Peder kom, for Peter Lundin er en morder med d og hedder Peter med t. Men ja, det er så bare heller ikke et navn, der sådan føles helt rigtigt. 

Nu må vi se, indtil videre hedder den ikke noget, men den HAR helt klart nogle navngivningsværdige kvaliteter: Den har en lidt ru overflade, der gør at man nemt kan lave pesto-agtige ting i den, fordi krydderurterne ikke bare bliver stødt, men også ”revet” lidt. Den er holdbar, så kan man kan godt lade frustrationerne løbe lidt af med en, uden at den revner. Og så SMAGER krydderierne bare af mere, når de købes i hel form.

Den dygtige og sympatiske morter, som endnu mangler et navn.

En af de ting, der satte min lille morter på arbejde i den forgangne uge, var denne opskrift på honning-rosmarin-bagte kyllingelår. Egentlig skal den laves med en hel kylling i römertopf/stegeso/rømersvin, men jeg snuppede den nemme løsning denne gang.

Jeg brugte over 2 kg kyllingelår og til så store mængder kunne jeg nok godt have ganget marinaden en halv gang op, men det smagte nu stadig ret så fantastisk. Som tilbehør lavede jeg en salat med rugkerner i. Mine rugkerner var sådan nogle fancy klar-til-brug fætre – der stod ikke kogetid på, men en intens googlesøgning afslørede, at andre havde ladet dem koge i seks minutter. Det var ganske passende. Jeg kom lidt forårsløg og peberfrugt i min, men altså det øvrige fyld kan jo varieres i en uendelighed. Jeg skriver opskriften med de mængder, som jeg brugte.

Ingredienser

Rosmarin, finthakket 2 spsk.
Honning, 3 spsk.
Maldonsalt, 1 spsk.
1 kylling eller et par kg kyllingelår, tøet i køleskab.

Fremgangsmåde

Hak rosmarinen fint og stød det i din morter sammen med saltet, indtil rosmarinen frigiver væde og blandingen bliver fugtig. Bland den med honningen i en skål og smag til! Min skulle have lidt mere salt end den oprindelige opskrift sagde og jeg endte nok i virkeligheden på 2 spsk. Efter tilsmagningen.

Smør lårene med blandingen, sæt den i en forvarmet ovn på 200 grader i cirka 45 minutter. Hæld gerne lidt stegesky over lårene undervejs.

Server lårene med en god salat. Skal din familie ikke tabe sig, kan de spise ris og stegesky til – det smager fantastisk, men er ikke heeeelt slankevenligt. 

Da jeg tastede opskriften ind i madlog, registrerede jeg selvfølgelig lårene som lår. Det gør kalorieindholdet lidt lavere, da selve benene her tæller med i vægten, men ikke i kalorieregnskabet.

Kalorieindhold for kyllinelårene.

Jordskok/blomkålssuppe og noget om vægttabshastighed

Den sidste uge har ikke været den bedste, hverken med hensyn til mad eller motion. Lidt sociale aftaler i weekenden gjorde det ikke bedre og jeg har faktisk STADIG overskredet mine kalorier i dag. Man skal ikke græde over spildt mælk og spiste kalorier og det gør jeg EGENTLIG heller ikke. Sagen er nemlig den, at jeg tidligere har tabt mig ned til de der forjættede 52 kg, kun ved hjælp af motion. Da jeg så endelig kom derned, så havde jeg STADIG mave og så skulle jeg jo nok ned på 51 kg… Det kom jeg så i øvrigt aldrig.

Anyway, så er min pointe egentlig bare, at hvis jeg skal opnå en krop, som jeg kan være tilfreds med (en større mission i sig selv!) så skal jeg OGSÅ træne samtidig. Når det er med den på, så gør det egentlig ikke så meget, at selve vægttabet tager lang tid, selvom det er få kilo jeg skal tabe. Jeg kan desværre ikke fornemme de store ændringer på min krop endnu, men jeg SKAL også huske på, at jeg træner ret stille og roligt og at det OGSÅ er okay. En Klovborgost tager den tid en Klovborgost skal tage og det gør en Kisser åbenbart også ;-)

En del af mine problemer med at holde mig indenfor mine kalorier er nok, at jeg synes at verden er lidt hård og uretfærdig pt. Jobmarkedet er ikke det sjoveste og selvom jeg er glad for mit løntilskudsjob, så vil jeg også meget gerne have den stabilitet, som et rigtigt job giver. Især i forhold til vores boligsituation! Så ja, på jobfronten tror jeg bare, at jeg vil vedtage at det er okay at synes at det er røv hårdt og så lade tankerne om det ligge til i morgen. Der kommer også Greys’ her inden længe og det er da i hvert fald en god undskyldning for at tænke på noget andet.

Og nu – langt om længe – så kommer der også en opskrift på jordskokkesuppe! Jeg lavede den egentlig, fordi vi havde nogle rester liggende, der skulle bruges, i form af porre og et blomkålshoved, men man kan sagtens bruge forårsløg og kartofler i en snæver vending.

Ingredienser

Jordskokker – jeg brugte et lille kg

Olie, eller endnu bedre klaret smør. Jeg endte på 4 spsk

Porre – 1 stk. eller to, hvis den anden ellers kommer til at lide en skæbne, værre end at blive spist.

Blomkål – et helt hoved, stokken kan også bruges her.

1 liter vand

Hønseboullon – jeg endte på tre terninger, men start med to og smag dig frem.

Piskefløde til suppen er cremet og lækker – jeg brugte lidt mere end 1 dl.

Fremgangsmåde

Skræl og snit jordskokkerne – det er hårdt arbejde for hænderne, så har du en kæreste, en roommate eller et meget talentfuldt kæledyr, vil jeg foreslå at du alliere dig med en af dem.

Når jordskokkerne er snittet varmes en stor suppegryde op og jordskokkerne brunes i olien/det klarede smør. De må gerne karamellisere, og der sker ikke noget ved, hvis de sætter sig lidt fast i bunden, men de må naturligvis ikke brænde på.

Rens og snit porren, skær blomkålshovedet ud i mindre stykker og kom det i gryden. Rør lidt rundt, tilsæt vand og bouillon. Lad hele herligheden koge op, til alt er mørt – sådan cirka en tyve minutters tid. Tjek om kålen og jordskokkerne er møre – er de det, kan suppen blendes. Smag til med salt, peber og en terning mere, hvis det er nødvendigt. Tilsæt piskefløde og lad det koge op – suppen skal have til den er cremet, men blomkålen giver i sig selv meget  øhm cremethed? så man behøver ikke så meget.

Server med grove brød og sprød bacon.

Normal er jeg ikke så meget til blendede supper, men den her mætter overraskende godt – især når man lige får et brød til :-)

LCHF Scoremiddag

Da jeg sad og begyndte at lægge billeder fra min telefon ind på computeren her til aften, opdagede jeg at de desværre alle er enormt dårlige (dårligere end de plejer at være!). Jeg har desværre ikke nogen god forklaring, for selv det, der er taget i fint dagslys er grimt. Og så er der vinklen jeg tager billederne fra… det er noget jeg øver mig i, men de bliver desværre bare grimme. Jeg burde nok læse lidt op på, hvordan man gør…

OBS: Denne middag blev IKKE serveret fredag den 14/2!

Laks med safranpasta, er en opskrift som jeg læææænge har tænkt på at blogge om, for den er simpelthen bare fantastisk! I sin oprindelige form serveres den med pasta, hvilket gav mig en helt fantastisk undskyldning for (langt om længe) at forsøge mig med LCHF-pasta.

Jeg havde på forhånd læst, at pastaen helt skulle kunne leve op til rigtig pasta og lad det være sagt med det samme: Det kan den til fulde! Den smager faktisk lige så godt som almindelig, FRISK pasta! Desværre er den også ret kalorie-intensiv (302 kalorier pr 100 gram imod 277 for frisk, ukogt pasta). 

Jeg havde også hørt, at det skulle mætte rigtig godt, sammenlignet med almindelig pasta, men det oplevede jeg desværre ikke. Faktisk så var det vistnok noget med, at jeg kom til at overfalde kærestens pasta, fordi jeg stadig var sulten øhm.. men lad os nu ikke dvæle ved den slags ucharmerende detaljer.

Min endelig dom over pastaen er derfor: Lav den, hvis du allerede spiser LCHF og har gode erfaringer med den, hvis du er nysgerrig eller hvis du ikke tænker over kalorierne. Hvis du derimod leder efter et mættende alternativ til almindelig pasta eller forsøger at spare på kalorierne, så kan jeg ikke anbefale den – desværre, for den ER rigtig lækker.

Jeg fandt opskriften hos LCHF-Opskrifter og fulgte instruktionerne, bortset fra at jeg halverede opskriften.

Safransauce, ingredienser

1 lille løg i små tern
10 g smør
1 dl hønsebouillon
1 dl hvidvin, jeg sværger til chardonnay
0,2 g safrantråde
1 tsk tørret rosmarin
1 dl piskefløde

Fremgangsmåde

Svits det finthakkede løg i smørret. Når det er begyndt at blive gennemsigtigt tilsættes vinen, rosmarinen, safranen og bouillonen. Lad det koge sammen i nogle minutter – der må gerne være lidt kul på. Skru ned, tilsæt fløden, og lad det koge ind til en cremet konsistens. Den originale opskrift siger 2 dl fløde, men jeg brugte en og jeg fik nok også tilsat lidt mere safran, men jeg kan også godt lide, at sovsen smager af noget. Smag til med salt og peber.

Server saucen sammen med pasta efter eget valg og røget laks.

Jeg rider ud i solnedgangen....

På min kæphest! En af dem, that is. Så det her indlæg kommer ikke til at indeholde opskrifter eller andet sjovt, så er I advaret!

Lad det for det første være sagt, at jeg ikke er ude på at skælde ud på 5-2 kuren eller faste som sådan. Når jeg skriver det her indlæg, så er det egentlig mere fordi jeg har læst artikler/blogindlæg, som har sat gang i mine tanker. Jeg læste blandt andet en artikel på Jyllands-Posten, som giver et rigtigt fint og nuanceret billede af fasten.

Det, der giver mig lyst til at fare i blækhuset er derimod et udsagn, som jeg har læst ét eller andet sted på nettet – jeg kan ikke huske hvor – men vedkommende fastede selv og mente, at faste var godt og at man ikke skulle være bange for at være sulten. Selve det udsagn er der jo INTET galt med, men det gjorde mig alligevel lidt gnaven. Min erfaring siger mig, at hvis harmløse udsagn gør mig gnaven, så handler det om noget i mig og ikke hos den ulyksalige, der har udtalt, hvad end det nu lige er. Da jeg havde tænkt over det en rum tid, kom jeg da også endelig frem til, hvorfor det provokerede mig. Jeg kan desværre ikke forklare det kort og fyndigt, så I må få en fortælling fra min pure ungdom i stedet.

Da jeg gik i 8. – 9. klasse var det på mode blandt pigerne i min klasse at sulte sig – eller at sige, at de gjorde det i hvert fald. For nogle var det lidt harmløse råd, som f.eks. at spise kyllingen uden skind eller at drikke en halv liter vand inden aftensmaden. Men jeg ved at en enkelt endte med at stoppe med sin menstruation. De fleste af de her piger havde da godt nok haft hvalpefedt, men de var ikke overvægtige.

Jeg var selv med på bølgen – jeg forsøgte at sulte mig (hvilket jeg ikke var god til). Det var i sagens natur en selvdestruktiv adfærd, som bundede i et dårligt selvværd. Men det interessante her, er egentlig at jeg stadig husker fornemmelsen af sulten. Jeg husker den der bølge af sult, som man skulle over, og hvordan den så forsvandt. Jeg husker også, hvordan bølgerne blev værre, når man kom op af dagen – den tredje var altid så slem, at jeg endte med at spise. Jeg fik dengang en meget let fornemmelse i kroppen, fordi jeg ikke havde spist morgenmad, og jeg ville forsøge at bevare den, ved ikke at spise ting, der lå tungt i maven.  

Jeg var selvdestruktiv som teenager, men jeg var aldrig spiseforstyrret – jeg flirtede bare med det. Men den der sultfornemmelse, den var faktisk lidt god. Derfor tør jeg ikke at faste i dag, jeg er simpelthen bange for, at det stadig føles en lille smule godt. Ikke at der er noget, der indikere det – nogle madeksperimenter har faktisk bevirket at jeg var været sulten flere gange i dag og jeg er – åbenbart – too old for this shit.

Men omvendt, så kan jeg ét eller andet sted godt forstå pro-ana siderne, for indtil for få år siden delte jeg deres fascination af den meget tynde krop – også selvom jeg var helt klar over, at jeg ikke ønskede mig alle de ting, der fulgte med. Derfor har jeg så også taget en række forholdsregler: Jeg kigger ikke på fitspiration-billeder, for de gør ikke noget godt for hverken min motivation eller mit selvbillede. Jeg spiser ikke under 1000 kalorier, fordi jeg ikke vil risikere at komme ud på et skråplan. Og – jeg faster altså så heller ikke. For selvom det sikkert ikke ville gå galt, så tør jeg ikke.

Det er egentlig ikke fordi jeg tror, at faste kan få personer, som er sunde både i deres fysik og i deres psyke/selvværd til at blive anorektikere – jeg mener, at det selvdestruktive element er nødt til at være til stede også. Men nogle gange, så tænker jeg at vi alt for nemt glemmer det mentale aspekt af en slankekur. Overspisning er en spiseforstyrrelse på linje med anoreksi og bulimi, og ligesom en anorektiker har brug for mere end at tage på, så har jeg overspiser også brug for mere end at tabe sig. I den henseende er faste hverken værre eller bedre end at tælle kalorier (som jeg gør) eller nogen af de andre kure, der findes derude.

Dybest set, så er slankekure ligesom alkohol: I begrænsede mængder er det sundt for dit hjerte og det kan sagtens være en del af et sundt og lykkeligt liv. Men for nogle tager de selvdestruktive tendenser over og så bliver et selvdestruktivt mønster pludselig bare erstattet af et andet.

Min pointe med min lange enetale er derfor i virkeligheden nok, at jeg synes at der burde være et større fokus på den mentale sundhed. Hvorfor taler eksperterne kun om, hvor meget overvægtige mennesker kan forlænge deres liv, hvis de taber sig og ikke om, hvor de kan få hjælp, hvis den ene kur efter den anden fejler, fordi de i virkeligheden har en spiseforstyrrelse?

Hvis man bare opfordrer overvægtige til at følge diverse kure - igen, kalorietællning inklusiv - risikerer vi så ikke bare, at de skifter én spiseforstyrrelse ud med en anden?

Kyllingefrikadeller med feta, squash og forårsløg

Et par af de frikadeller, der rent faktisk nåede at komme over på min tallerken.

Den første gang jeg smagte de her kyllingefrikadeller, var da min specialemakker lavede dem til mig. Faktisk var det også hende, der lærte mig at spise feta. Siden har jeg lavet dem en del gange og jeg er muligvis endt med at lave en lidt anden variation, end den hun laver. Faktum er, at frikadellerne smager FANTASTISK både kolde og varme, hvilket gør dem ret madpakke-egnede. Faktisk er det også med det formål for øje, at jeg lavede dem i dag.

En del af dem fik dog en krank skæbne – de blev fortæret direkte fra panden, imens de stadig var lune! Jeg ved ikke, hvad det er med frikadeller, men de smager bare aller aller bedst på den måde! Jeg havde så også kun fået spist morgenmad i dag, hvilket også kan forklare en del. Selvom jeg ikke nåede at blive sulten til frokost, så var jeg det så bestemt, da klokken nærmede sig aftensmad.

Anyway, så kan jeg kun anbefale at du lave dem!

Ingredienser:

1 pakke hakket kyllingekød, 400 gram (min var på 3-5%)
Cirka et bundt forårsløg, eller hvor meget du nu foretrækker
2 æg
En halv til ¾ pakke feta, 125 gram (jeg kan anbefale gedefetaen fra Lidl!)
En lille squash (jeg brugte 160 gram, så har du en stor, kan du nok nøjes med halvdelen)
Tørret rosmarin, så meget du foretrækker – den kan trække en del!
Salt og peber
Smør til stegning – meget gerne klaret

Fremgangsmåde

Hak forårsløgene fint, riv squashen og smulder fetaen. Fetaen kan smages i frikadellerne, så begræns den, hvis du ikke er en helt overbevist feta-elsker.

Kom grøntsagerne og osten i en skål sammen med kyllingekødet, krydderierne og de to æg. Bland det hele godt og lad det trække i en halv time – eller så lang tid, som det tager at køre i Netto efter de ting, du har glemt ahem.

Klaret smør, laves nemt ved at varme det op i microovnen – det skal op omkring kogepunktet, hvilket tager et lille minuts tid. Når smøret er klaret, vil mælkeproteinen blive til hvidt bundfald og man har nu en meget klar, gul olie-agtig ting tilbage. Den er SUPER god at stege i!

Steg frikadellerne i en 5-6-7 minutter pr side, afhængig af størrelsen.

Spis med salat, tomat og peberfrugt – eller ovnstegte kartofler, hvis du ikke behøver at tænke i kalorier.

Kalorieindhold for kyllingefrikadellerne.

Kødboller i sød tomatsauce

Her forleden lavede jeg kødboller i en lidt sødlig tomatsauce. Jeg har flere steder læst, at det skulle være rigtig, rigtig godt at bruge sukker i tomatsauce, fordi det søde skulle klæde den godt. Men jeg har aldrig rigtig fået gjort i det, for jeg synes altså ikke RIGTIGT at sukker hører til i aftensmad – medmindre man laver stuvet spinat.

Siden hen har jeg så stødt på, at folk har kommet smør i og det afholdt jeg mig så OGSÅ fra. På et eller andet tidspunkt blev jeg alligevel så nysgerrig, at jeg begyndte at eksperimenterer med både sødt og smør i min tomatsauce, og skal jeg selv sige det, så blev resultatet ret godt! At jeg så undgik sukkeret, ved i stedet at bruge gulerødder, gjorde bestemt ikke min selvtilfredshed mindre, for så var kalorieregenskabet faktisk slet ikke så tosset. For slet ikke at tale om, at gulerødder bare ER sundere end sukker.

Kødboller

Hakket oksekød, 12%: - 1 kg
Paprika (almindelig og røget) - cirka 1 – 2 spsk.
Æg-  1 stk
Grana ost, så meget som det behager – jeg brugte en rest på 52 gram.
Løg – 1 stk
Salt, peber og cayenne (husk at osten også er salt)

Fremgangsmåde

Bland kødet med æg, ost og krydderier. Lad det trække i en halv times tid eller mens du ordner grøntsagerne. Farsen får en super fin konsistens uden brug af mel, men du kan naturligvis tilsætte lidt, hvis du synes det er nødvendigt.

Kødbollerne venter på at komme i den sorte gryde.

Når kødbollerne har trukket, formes de i en passende størrelse og brunes i gryden– jeg brugte (så vidt jeg husker) ikke fedtstof, men prøv dig frem.

Tag kødbollerne op og læg dem under stanniol, så de kan holde sig varme.

Tomatsauce

Løg- 1 stk.
Balsamico – lidt mindre end en halv dl.
Gulerødder – jo flere jo sødere, jeg endte med at bruge 300 gram.
Dåsetomater – 3 stk.
Smør – efter behag, jeg endte på 49 gram.
Tomatpure- efter behag
Salt, peber, oregano, timian og rosmarin.

Fremgangsmåde

Riv gulerødderne og skær løget i små stykker, mens kødbollefarsen hviler.

Start med at stege løget i olie/smør/fedtstoffet fra kødbollerne. Tilsæt gulerødderne, når løgene begynder at blive gennemsigtige. Lad gulerødderne tabe lidt væske og tilsæt så balsamicoen. Lad den koge HELT ind, når du dufter til dampen, skal den ikke længere lugte af eddike.

Tilsæt dåsetomaterne og krydderierne. Lad sovsen koge ind. Er den lidt tynd eller er tomatsmagen ikke tydeligt nok, kan man tilsætte lidt tomatpure – jeg bruger den på dåse, fordi den også ”jævner” sovsen lidt.

Nu skulle sovsen meget gerne have fået lidt sødlig smag fra gulerødderne. Synes du stadig, at den har den der lidt sure smag, som dåsetomater godt kan give, kan du tilsætte lidt smør – det gør bestemt ikke saucen ringere og kaloriemæssigt er der også råd til det.

Kom de brunede kødboller og evt. kødsaft op i tomatsaucen og lad det simre færdigt ved svag varme. Server med grøntsager, f.eks. squash ”pasta” eller som her, spidskål. 

Denne tallerken kostede mig 392 kalorier, men jeg mener faktisk at jeg nåede at tage lidt ekstra, da jeg havde spist første portion. Jeg beklager at farverne er lidt kedelige, det er vist noget med lyset :/

Kalorieindhold for både kødboller og tomatsauce.

I’m back (na-na, na-na, na-na, na-na, na-na)

Fordelen (og ulempen!) ved at have en blog er, at man kan gå tilbage og læse sine gamle indlæg og min blog blev jo pludselig til sådan et afbrudt samleje, for ikke alene forsvandt jeg, jeg forsvandt efter at have lovet en opskrift på en chokoladekage. DÅRLIG stil!

Det her indlæg er faktisk et, som jeg har taget tilløb til at skrive LÆNGE, men jeg ville egentlig også gerne vente til jeg følte mig nogenlunde sikker på, at jeg var sådan rigtig tilbage.

Nå, men først en update på hvad der er sket siden sidst!

De der to virksomheder bed rent faktisk på og vi FIK skrevet et speciale med hiv og sving. Sandheden er, at det var en rigtig hård proces – hvilket så også var grunden til, at jeg ikke fik blogget. Det føltes lidt underligt at blogge løs, når jeg knap nok kunne finde ud af at skrive på mit speciale. Selve specialet BLEV færdigt OG afleveret rettidigt, hvilket OGSÅ holdt hårdt. Vi endte med at få syv, hvilket var mindre end vi håbede på. Alligevel var jeg, overraskende nok, ikke bitter og jeg er det stadig ikke her tre måneder senere.

Men det forklarer kun mit fravær fra juni til oktober. Hvad er der ellers sket? Well, jeg har skullet vænne mig til at være arbejdsløs og da jeg var blevet vant til det, skulle jeg finde gejsten for at leve sundt. Det tog rigtig, rigtig lang tid, hvilket naturligvis kan ses på vægten. Men altså, jeg er jo vant til at være småtyk, så det har jeg også været overraskende god til at acceptere. I det hele taget har det sidste års tid gjort mig meget zen med ting.

Selvom jeg er arbejdsløs, betyder det dog ikke at jeg ikke laver noget, for her i januar begyndte jeg i et løntilskudsjob i Det Festlige Sekretariat. Mine kollegaer er søde, min arbejdsopgave virker umulig og jeg er nogenlunde optimistisk – hvis man sådan skal opsummere det hele ret kort.

Det har gjort, at mine eftermiddage hurtigt bliver ret pakkede, selvom jeg kun har en 32-timers uge. Derfor er jeg nu (GYS!) blevet voksen begyndt at lave madplaner! Det passer med, at jeg laver mad den ene dag og træner den anden. Maden er ikke særlig opfindsom, for energien er ikke heeelt til det, men lidt nyt bliver det da til.

Sidst men ikke mindst, så har jeg fået mig en ny kærlighed! 

Spidskål! Jesus de er gode! Sprøde, søde og lækre. Jeg spiser det næsten hver dag til frokost i denne variant:

Kyllingesalat med spidskål. Min kyllingesalat består bare at stegt/dampet kyllingebryst, ærter og et ganske pænt skud mayo. Det koster naturligvis lidt på kaloriekontoen, men jeg synes, at det er det værd for det ER virkelig lækkert og hold nu OP hvor det mætter!

Som David siger

Jeg er så småt på vej back on track med min sundhed. Jeg overholder nogenlunde mine planer og jeg tænker, at jeg vil til at løbe, når vejret bliver meget varmere end nu. Min fremtid er i sagens natur stadig meget uafklaret og det er faktisk det, som jeg har det sværest med, men jeg må bare være tålmodig. Selvom mit arbejdsliv er uafklaret er mit privatliv heldigvis ukompliceret på den gode måde. Planen er, at jeg vil sørge for at opdatere min blog – helst med nye opskrifter – i en nogenlunde steady strøm. Jeg håber, at der er nogen der følger med og jeg kan jo om ikke andet selv sørge for at være nogenlunde aktiv – det hjælper jo også en del.

Så øhm ja… velkommen tilbage – mest til mig selv ;-)