Fitspiration

Det her billede inspirerer mig til en sund livsstil.
Jeg lover, at der kommer en forklaring på hvorfor sidst i dette indlæg.
Billedet er lånt herfra

Jeg er på diverse sundheds- og slankeblogs stødt på begrebet fitspiration – det er I andre sikkert også, for jeg plejer sjældent at være en first mover på nogen som helst områder. 

Fitspiration er blevet kritiseret vidt og bredt, jeg synes især at denne side siger det godt. Jeg er særligt glad for deres pointer om, at kvinder bliver reduceret til deres krop og at en del fitspirationbilleder faktisk er slet skjult reklame (og dermed lige så inspirerende og gode for os som de annoncer for rynkecreme og hårfarve, som man kan finde i diverse dameblade).

Når jeg alligevel vælger at tage det op her, selvom de siger mange af tingene så godt, er det fordi det faktisk er noget, som jeg har tænkt ret meget over. Jeg ville gerne kunne sige, at jeg havde noget nyt eller inspirerende at bidrage med, men det har jeg vist ikke. Til gengæld har jeg mine egne overvejelser i forhold til fitspiration og motivation i det hele taget.

Inden jeg sådan rigtigt begynder, så vil jeg gerne sige at mit ønske om vægttab primært er motiveret af forfængelighed. Jeg vil sgu gerne af med den der mave, så jeg kan have pænt og stramtsiddende tøj på! Med andre ord, så er jeg bestemt ikke hellig på det her punkt og jeg vil bestemt ikke prædike for jer – det er faktisk et mål i sig selv, at denne her blog skal være prædiken-fri.

 Jeg har ikke selv benyttet mig af fitspirationbilleder i noget videre omfang og jeg har heller ikke lavet en grundig research på emnet. Men jeg har googlet efter det, primært af nysgerrighed. Ud fra min begrænsede erfaring med fitspiration ser det ud til, at billederne primært kan deles op i to grupper: Billeder, som stammer fra reklamer (og måske er blevet redigeret eller føjet tekst til) og billeder af personer, som de selv har uploaded til at starte med.

Hvad reklamefotosne angår, så kan de ganske enkelt ikke bruges som inspiration, fordi de højst sandsynligt er manipuleret med Photoshop eller om ikke andet er taget i det helt rigtige lys. Den slags billeder afspejler ikke virkeligheden mere end diverse retoucherede billeder på forsiden af dameblade og man kan simpelthen ikke stole på det kropsbillede, de viser en. Og så er vi tilbage til Beauty Redefined’s pointe: Disse billeder skal ALTID sælge ét eller andet og den nemmeste måde at sælge ting på, er nu engang at tilbyde folk noget de ikke har – i dette tilfælde den perfekte krop. Kan man så oven i købet love folk noget, som de aldrig får men altid vil stræbe efter, så har man skabt en livslang kunde.

Så er der de billeder, som folk poster af sig selv. Her har vi at gøre med billeder som viser rigtige, levende mennesker og som højst sandsynligt ikke er manipulerede. Men igen vil jeg sige, at det ikke er specielt god inspiration.  På de billeder ser vi kun hvordan personen ser ud, lige i det splitsekund, hvor billedet er taget. Vi ser ikke, hvad deres udgangspunkt var, vi ser ikke hvor lang tid det har taget, hvor mange timer de har brugt i træningscentret eller hvilken helt speciel diet de har været på, for at nå dertil. Derudover ser vi heller ikke personens øvrige liv. Der er stor forskel på at være studerende med mulighed for at planlægge sin tid, fitnessinstruktør eller mor med fuldtidsjob og to små børn.

Det bringer mig så til, hvorfor jeg tror det er en dårlig ide, at sætte sine egne vægttabs- eller fitnessmål ud fra disse billeder. Der er simpelthen alt for mange ubekendte faktorer. Jeg tror, at man er nødt til at tænke over, hvor meget man har lyst til og mulighed for at investerer i sin nye livsstil. Det er simpelthen ikke alle, der har mulighed for at træne i timevis hver dag eller som ønsker at ændre deres kost så radikalt.

Desuden tror jeg, at man er nødt til at have andre motivationsfaktorer end ens udseende. Sådan har jeg det i hvert fald. For der ER tidspunkter hvor jeg har mere lyst til pizza end til at være slank og der ER tidspunkter, hvor jeg falder i og vægten som følge deraf står stille. Andre gange tænker jeg, at det er synd at jeg ikke bare kan spise brød/chips/take-out/drikke øl i uanede mængder. Når jeg har det sådan, så er jeg fuldstændigt ligeglad med mit udseende. Jeg har levet med det i mange år og jeg har en sød kæreste, som kan lide mig. Så hvorfor ikke bare falde i og gøre det jeg nu har lyst til? Tit så gør jeg det – altså falder i. Men det er faktisk lykkedes mig altid at vide, at det kun er et enkelt fejltrin, at jeg kommer tilbage på sporet igen.

Noget af det som gør, at jeg kan det er, at jeg har fået andre motivationsfaktorer. Faktisk er det ikke engang noget, som jeg har gjort bevidst. Ser I, sidste år begyndte jeg at løbe. Jeg havde overvejet det længe, for jeg trængte til noget motion og jeg ville jo faktisk gerne i bedre form. Så langt om længe tog jeg mig sammen og jeg kom hurtigt til at holde af løberiet.

Den sommer skulle vi så til Berlin og vi kom også forbi Berliner Dom. Jeg fik overtalt kæresten til at vi skulle ind og se den, men han gad simpelthen ikke med op på taget, så jeg måtte gå selv. Eftersom min kæreste var træt og træt af at gå vidste jeg godt, at det måtte blive en hurtig tur, hvis jeg skulle være bare nogenlunde populær, når jeg kom ned. Så jeg begyndte på min tur op af trapperne og jeg prøvede at holde et nogenlunde tempo. Det gik over al forventning! Ikke alene døde jeg ikke, men jeg ”overhalede” også et par unge kvinder på vejen ned – jeg havde set dem på vejen op, hvor de var højrøde i ansigtet og ret forpustede. Da jeg var på vej ned havde de fået pusten igen og fortsatte nu på vej op. Det lyder måske banalt, men for mig var det simpelthen en KÆMPE sejr fordi jeg lige pludselig kunne mærke hvor meget bedre min kondition var blevet. Dét var det jeg havde kæmpet for og fordi mit løbeprogram gik langsomt frem havde jeg slet ikke opdaget, hvor meget jeg havde forbedret mig. Det tænker jeg stadigvæk tilbage på som en kæmpe succesoplevelse og derfor har jeg valgt at starte dette indlæg med et billede af Berliner Dom. Det positive ved den form for motivation er, at den ikke handler om at slå sig selv i hovedet eller længes efter et uopnåeligt mål. Det er en positivt defineret følelse af at ”der vil jeg gerne hen igen” og ikke ”jeg hader hvor jeg er nu og jeg hader hele vejen hen til mit mål”. I det hele taget kan man vel sige, at en sund livsstil er defineret ved, at man prøver at tage sig godt af sig selv og behandler sig selv pænt?

Hvad med jer, bruger I fitspiration som inspirationskilde eller har I nogle alternativer, der ikke giver mening for andre end jer selv? Hvad synes I om fitspiration? Er det manipulerende og/eller misvisende eller gør det en positiv forskel for jer? 

Kalorielet comfort food

Ja, jeg ved det, det lyder næsten som om jeg prøver at sælge noget! Det er også lige før – eller jeg vil i hvert fald gerne dele min begejstring, for helt ærligt, ikke? Denne her opskrift indeholder både pasta og TO slags ost og så er den en lille smule comfort food-agtig – og så indeholder den kun 126 kalorier pr 100 gram!

Mmm.... ost!

Nå, men jeg tror faktisk at den her opskrift hedder noget alla callennoli, men jeg er ikke sikker. Men altså, retten er sådan en med pastarør. Hvis man ikke kan skaffe de der store fine rør, så kan man bruge fisk pasta og er man nærig økonomisk bevidst, så kan man bruge sine almindelige, tørrede lasagneplader. I så fald skal de bare lige koges i en fire minutters tid først. Men mere om det senere! Først ingredienser!

Tomatsauce

Olivenolie – 2 spsk.

Revede gulerødder – nogle stykker jeg endte med 238 gram.

Dåsetomater - 2 stk.

Fremgangsmåde

Kom olie i en varm gryde, tilsæt gulerødder og steg dem, mens du rører rundt i dem, indtil de er faldet lidt sammen. De skal ikke tage farve. Tilsæt dåsetomater og lad saucen hygge sig på blusset, imens du forbereder fyldet.

Fyld

Ricotta ost – en bøtte (min var på 250 gram)

Olivenolie – 2 spsk

Rødløg – et stk.

Hvidløg – jeg brugte 5 fed, men brug hvad du synes.

Frossen spinat – jeg brugte 280 gram, der må gerne være en del.

Champignon – jeg brugte 285 gram

Krydderi: Timian

Desuden

Lasagneplader, rør eller frisk pasta – 8 stk.

Revet Parmesan eller Grana – efter smag og behag, jeg brugte 69 gram.

Fremgangsmåde

Steg løg, hvidløg og champignon i olien på en pande. Tø spinaten op i microovnen. Når champignon og løg er stegt bløde (men igen, ikke har taget farve) tilsættes spinaten. Smag til med salt, peber og timian. Det må godt smage godt igennem, for det er det, der giver smag til resten af retten.

Bland herefter spinatblandingen i ricottaosten.

Hvis du bruger tørrede lasagneplader skal de koges først. Jeg kogte dem i en stor gryde, to og to af gangen (for at undgå, at de klistrer sammen) i cirka 4 minutter.

Kom fyld på pladerne og luk dem sammen eller brug en pose/sprøjtepose til at komme fyldet i rørene. Anret dem på et ovnfast fad med lidt tomatsauce i bunden og lidt henover.

Bages i ovnen ved 200 grader i 15 minutter – kom den revede Parmesan eller Grana over og bag i 5-15 minutter mere. Pastaen skal være blød (som til lasagne) og osten smeltet og/eller gylden.

Spis gerne med grøn salat.

Min kæreste var ikke så vild med den her opskrift, men jeg synes den er genial! Især fordi jeg så fik en masse mad til fryseren, som jeg kunne nyde godt af da jeg havde tømmermænd i torsdags. Ja, jeg fejrede jo arbejderne den 1. maj, på behørig vis med masser af alkohol og usund mad. Dagen efter fejrede jeg så øhm… tømrerne… Anyway, så reddede de her små skattebasser mig fra at bestille pizza dagen efter (at den så stod på flere chips og sodavand taler vi ikke om!)