Dyrevelfærd

Eller hvordan den sparsommelige husmoder får mest ud af en kylling…

Her den anden dag så min kæreste og jeg Hugh’s Kamp for Kyllingen på DR2. Den har været vist før, men vi havde ikke sådan rigtig fået set den. Det fik vi så denne gang og HOLD nu op, hvor var det en øjenåbner: Udover at kyllingerne var understimulerede og aldrig så dagens lys, så voksede de så hurtigt, at de ikke kunne udfolde deres naturlige adfærd. Det kunne næsten også være det samme, for de havde ikke plads til det. Det værste var helt klart, at de gik rundt i deres egen afføring og derfor fik smertefulde sår på benene. Hovedet på sømmet var – for mig – at Hugh samarbejdede med en flok beboere fra et ret ressourcesvagt område. De fik deres egne høns, som de passede og plejede, og efter de havde besøgt Hughs industrikyllinge-farm besluttede stort set alle sig for kun at købe frilandskylling fremover. Hvis de mennesker, som kæmper for at få enderne til at nå sammen, kan købe frilandskylling, så kunne vi også! Som sagt så gjort!

Efter lidt research fandt jeg ud af, at Dyrenes Beskyttelse har lavet en liste, hvor de giver kyllingerne stjerner, alt efter hvor godt de bliver behandlet. Topscoren var Løgismosekyllingen fra Netto. Sådan en fætter koster 89 kroner for omkring 1500 gram.

Kyllingen på vej i ovnen - den havde et ret gult skind, det skyldes måske racen?

Da vi alligevel havde lidt rodfrugtrester i kælderen, som skulle bruges faldt valget derfor på kylling søndag aften. Vi krydrede den kun med salt og peber, da vi ville teste, om smagen var anderledes end ved almindelige kyllinger. Den fik sig et par timer i rømeren, hvoraf den sidste time (plus det løse) blev tilbragt sammen med kartofler, løg og gulerødder. Helt simpelt, men ganske velsmagende.

Da den endelig var færdig var skindet flot og gyldent. Det var ikke helt sprødt, men det var vist en fejl 40...

Min kæreste syntes, at kyllingen var mere saftig end de almindelige, men det kan også skyldes den nænsomme tilberedning i rømeren. Personligt kunne jeg ikke smage forskel.

Nu kan jeg desværre ikke huske, hvor meget en industrikylling svinder ved tilberedning, men min 1500 grams kylling gav 650 gram rent kød – plus et par lunser, som på mystisk vis forsvandt i den Bermudatrekant, som findes i mit køkken… Her skal man så huske, at der også var et helt skrog med + skind. Set i det lys, tænker jeg ikke umiddelbart at svindet var så slemt.

Vi spiste lidt af den stegte kylling til aftensmad, hvorefter jeg pillede skroget helt rent. Kød og skrog blev gemt til næste dag, hvor jeg dels kogte fond på skroget, dels spiste kødet som fyld i pitabrød. Fonden blev ret god, den smagte meget anderledes end de bouillonterninger, jeg normalt bruger. Jeg brugte naturligvis Hugh’s opskrift.

Fonden i starten af processen - den er mindre fotogen efter fire timer...

Fyld til pitaerne 

Der var stadig en hel del kylling tilbage, så det blev frosset ned i to portioner. Jeg forestiller mig, at den ene skal gøre lykke i nogle sommerruller, men jeg har stadig ikke bestemt, hvad der skal blive af den anden pakke.

Konklusionen på vores kyllingeeksperiment er, at frilandskylling ER dyrere, men tænker man sig lidt om og strækker man sin mad med masser af grøntsager (hvilket jo kun er sundt) så behøver en frilandskylling ikke at være en så bekostelig affære after all. Samtidig kan resterne være med til at gøre madlavningen meget hurtigere en anden dag, da man ikke først skal til at stege en masse kød, men kan nøjes med at ordne grøntsagerne.

Selvom jeg ikke kunne smage den store forskel, vil jeg alligevel fortsætte med at købe frilandskylling, for ærligt talt ikke – nogle gange så ER det altså fint nok at gøre noget, alene fordi det er det rigtige at gøre. 

Og så lige et lille tip - bare for ikke at slutte oppe på en høj hellig ko: Rosiner stegt i lidt smør og karry smager skønt i pitabrød - det er de der knap så kønne brune tingester i baggrunden. De er dyre rent kaloriemæssigt (416 kcal/100 gram) men man spiser jo heller ikke så mange af dem - de skal bare give lidt smag.