På min kæphest! En af dem, that is. Så det her indlæg kommer
ikke til at indeholde opskrifter eller andet sjovt, så er I advaret!
Lad det for det første være sagt, at jeg ikke er ude på at
skælde ud på 5-2 kuren eller faste som sådan. Når jeg skriver det her indlæg,
så er det egentlig mere fordi jeg har læst artikler/blogindlæg, som har sat
gang i mine tanker. Jeg læste blandt andet en artikel på Jyllands-Posten, som
giver et rigtigt fint og nuanceret billede af fasten.
Det, der giver mig lyst til at fare i blækhuset er derimod
et udsagn, som jeg har læst ét eller andet sted på nettet – jeg kan ikke huske
hvor – men vedkommende fastede selv og mente, at faste var godt og at man ikke
skulle være bange for at være sulten. Selve det udsagn er der jo INTET galt
med, men det gjorde mig alligevel lidt gnaven. Min erfaring siger mig, at hvis
harmløse udsagn gør mig gnaven, så handler det om noget i mig og ikke hos den
ulyksalige, der har udtalt, hvad end det nu lige er. Da jeg havde tænkt over det
en rum tid, kom jeg da også endelig frem til, hvorfor det provokerede mig. Jeg
kan desværre ikke forklare det kort og fyndigt, så I må få en fortælling fra min
pure ungdom i stedet.
Da jeg gik i 8. – 9. klasse var det på mode blandt pigerne i
min klasse at sulte sig – eller at sige, at de gjorde det i hvert fald. For
nogle var det lidt harmløse råd, som f.eks. at spise kyllingen uden skind eller
at drikke en halv liter vand inden aftensmaden. Men jeg ved at en enkelt endte
med at stoppe med sin menstruation. De fleste af de her piger havde da godt
nok haft hvalpefedt, men de var ikke overvægtige.
Jeg var selv med på bølgen – jeg forsøgte at sulte mig (hvilket jeg ikke var god til). Det var i sagens natur en selvdestruktiv adfærd, som
bundede i et dårligt selvværd. Men det interessante her, er egentlig at jeg
stadig husker fornemmelsen af sulten. Jeg husker den der bølge af sult, som man
skulle over, og hvordan den så forsvandt. Jeg husker også, hvordan bølgerne
blev værre, når man kom op af dagen – den tredje var altid så slem, at jeg
endte med at spise. Jeg fik dengang en meget let fornemmelse i kroppen, fordi
jeg ikke havde spist morgenmad, og jeg ville forsøge at bevare den, ved ikke at
spise ting, der lå tungt i maven.
Jeg var selvdestruktiv som teenager, men jeg var aldrig
spiseforstyrret – jeg flirtede bare med det. Men den der sultfornemmelse, den
var faktisk lidt god. Derfor tør jeg ikke at faste i dag, jeg er simpelthen
bange for, at det stadig føles en lille smule godt. Ikke at der er noget, der
indikere det – nogle madeksperimenter har faktisk bevirket at jeg var været
sulten flere gange i dag og jeg er – åbenbart – too old for this shit.
Men omvendt, så kan jeg ét eller andet sted godt forstå
pro-ana siderne, for indtil for få år siden delte jeg deres fascination af den
meget tynde krop – også selvom jeg var helt klar over, at jeg ikke ønskede mig
alle de ting, der fulgte med. Derfor har jeg så også taget en række
forholdsregler: Jeg kigger ikke på fitspiration-billeder, for de gør ikke noget
godt for hverken min motivation eller mit selvbillede. Jeg spiser ikke under
1000 kalorier, fordi jeg ikke vil risikere at komme ud på et skråplan. Og – jeg
faster altså så heller ikke. For selvom det sikkert ikke ville gå galt, så tør
jeg ikke.
Det er egentlig ikke fordi jeg tror, at faste kan få
personer, som er sunde både i deres fysik og i deres psyke/selvværd til at
blive anorektikere – jeg mener, at det selvdestruktive element er nødt til at
være til stede også. Men nogle gange, så tænker jeg at vi alt for nemt glemmer
det mentale aspekt af en slankekur. Overspisning er en spiseforstyrrelse på
linje med anoreksi og bulimi, og ligesom en anorektiker har brug for mere end
at tage på, så har jeg overspiser også brug for mere end at tabe sig. I den
henseende er faste hverken værre eller bedre end at tælle kalorier (som jeg
gør) eller nogen af de andre kure, der findes derude.
Dybest set, så er slankekure ligesom alkohol: I begrænsede
mængder er det sundt for dit hjerte og det kan sagtens være en del af et sundt
og lykkeligt liv. Men for nogle tager de selvdestruktive tendenser over og så bliver
et selvdestruktivt mønster pludselig bare erstattet af et andet.
Min pointe med min lange enetale er derfor i virkeligheden
nok, at jeg synes at der burde være et større fokus på den mentale sundhed.
Hvorfor taler eksperterne kun om, hvor meget overvægtige mennesker kan forlænge
deres liv, hvis de taber sig og ikke om, hvor de kan få hjælp, hvis den ene kur
efter den anden fejler, fordi de i virkeligheden har en spiseforstyrrelse?
Hvis man bare opfordrer overvægtige til at følge diverse kure - igen, kalorietællning inklusiv - risikerer vi så ikke bare, at de skifter én spiseforstyrrelse ud med en anden?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar