søndag den 28. april 2013

Taknemmelig restemad






Her forleden dag lavede jeg noget af det mest taknemmelige restemad, der findes. Det er en nem opskrift – faktisk SÅ nem at HughFearnley-Whittingstall engang brugte den som første opskrift, da han skulle lære unge indsatte at lave mad. De havde ikke ret meget erfaring i et køkken, men lavede nemt denne her opskrift, så burde enhver der har rent faktisk har fundet den her blog, kunne gøre det samme.

Jeg synes dog ikke, at det er den mest mættende opskrift, så hvis du er meget sulten, vil jeg anbefale at du spiser en rest kød, lidt brød eller nogle flere grøntsager ved siden af. Men som en let aftensmad eller til frokost er den ganske fin. 

Nå, men opskriften, som jeg taler om er naturligvis æg en cocotte, eller bagte æg i skål. Princippet bag er simpelt. Man skal bruge nogle grøntsagsrester, bacon eller lufttørret skinke, æg, ost og nogle små skåle, som kan tåle at komme i ovnen.


Ingredienser til 4 styk:
Spinat – 79 gram
Peberfugt  - 160 gram
Kartoffel – 144 gram
Forårsløg – 26 gram
Tomat – 224 gram
Lufttørret skinke – 1 pakke, 70 gram.
Cheddar ost – 143 gram
Æg – 4 stk., 202 gram

Skær alle grøntsager i passende stykker  - bruger du kartofler skal især de være i små stykker. Sæt skinken eller baconen fast på kanten af skålen og kom grøntsagerne i. Bruger du kartofler bør de være i bunden, da de suger noget af væden der frigives under vejs.

Hvis du bruger kartofler skal skålene bages lidt længere end ellers. Start med at bage dem 20 minutter ved 200 grader, tag skålene ud, kom ost i toppen og afslut med æg. Vil du være sikker på at blommen ender i midten af skålen kan du med fordel lave en lille fordybning i midten af osten.
Bag igen i tyve minutter ved 200 grader.

Note: mine kartofler var tilberedte, men til den lidt hårde side, så en anden gang giver jeg dem nok lige et hurtigt opkog inden de kommer i bunden af skålen.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar