søndag den 5. maj 2013

Kalorielet comfort food


Ja, jeg ved det, det lyder næsten som om jeg prøver at sælge noget! Det er også lige før – eller jeg vil i hvert fald gerne dele min begejstring, for helt ærligt, ikke? Denne her opskrift indeholder både pasta og TO slags ost og så er den en lille smule comfort food-agtig – og så indeholder den kun 126 kalorier pr 100 gram!


Mmm.... ost!


Nå, men jeg tror faktisk at den her opskrift hedder noget alla callennoli, men jeg er ikke sikker. Men altså, retten er sådan en med pastarør. Hvis man ikke kan skaffe de der store fine rør, så kan man bruge fisk pasta og er man nærig økonomisk bevidst, så kan man bruge sine almindelige, tørrede lasagneplader. I så fald skal de bare lige koges i en fire minutters tid først. Men mere om det senere! Først ingredienser!

Tomatsauce

Olivenolie – 2 spsk.
Revede gulerødder – nogle stykker jeg endte med 238 gram.
Dåsetomater - 2 stk.

Fremgangsmåde

Kom olie i en varm gryde, tilsæt gulerødder og steg dem, mens du rører rundt i dem, indtil de er faldet lidt sammen. De skal ikke tage farve. Tilsæt dåsetomater og lad saucen hygge sig på blusset, imens du forbereder fyldet.

Fyld

Ricotta ost – en bøtte (min var på 250 gram)
Olivenolie – 2 spsk
Rødløg – et stk.
Hvidløg – jeg brugte 5 fed, men brug hvad du synes.
Frossen spinat – jeg brugte 280 gram, der må gerne være en del.
Champignon – jeg brugte 285 gram
Krydderi: Timian

Desuden

Lasagneplader, rør eller frisk pasta – 8 stk.
Revet Parmesan eller Grana – efter smag og behag, jeg brugte 69 gram.

Fremgangsmåde
Steg løg, hvidløg og champignon i olien på en pande. Tø spinaten op i microovnen. Når champignon og løg er stegt bløde (men igen, ikke har taget farve) tilsættes spinaten. Smag til med salt, peber og timian. Det må godt smage godt igennem, for det er det, der giver smag til resten af retten.
Bland herefter spinatblandingen i ricottaosten.

Hvis du bruger tørrede lasagneplader skal de koges først. Jeg kogte dem i en stor gryde, to og to af gangen (for at undgå, at de klistrer sammen) i cirka 4 minutter.

Kom fyld på pladerne og luk dem sammen eller brug en pose/sprøjtepose til at komme fyldet i rørene. Anret dem på et ovnfast fad med lidt tomatsauce i bunden og lidt henover.

Bages i ovnen ved 200 grader i 15 minutter – kom den revede Parmesan eller Grana over og bag i 5-15 minutter mere. Pastaen skal være blød (som til lasagne) og osten smeltet og/eller gylden.

Spis gerne med grøn salat.

Min kæreste var ikke så vild med den her opskrift, men jeg synes den er genial! Især fordi jeg så fik en masse mad til fryseren, som jeg kunne nyde godt af da jeg havde tømmermænd i torsdags. Ja, jeg fejrede jo arbejderne den 1. maj, på behørig vis med masser af alkohol og usund mad. Dagen efter fejrede jeg så øhm… tømrerne… Anyway, så reddede de her små skattebasser mig fra at bestille pizza dagen efter (at den så stod på flere chips og sodavand taler vi ikke om!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar