fredag den 15. marts 2013

Grovpizza med feta, rødløg og friskt fyld


Eftersom det jo er planen, at der skal komme en masse lækre opskrifter på denne her blog, kan jeg jo meget passende starte med det, der har været min frokost og aftensmad de sidste par dage, nemlig denne grovpizza!

Opskriften har ikke verdens mest præcise mål, så det kræver at man har prøvet at lave en dej nogle gange før. Har man det er den imidlertid rigtig let at gå til! Jeg troede at jeg havde rugmel, men det havde jeg ikke. Heldigvis havde jeg så meget andet groft mel, så jeg kunne godt lave pizzaen, som jeg havde udtænkt den.

Grov pizzadej


1 dl lunken vand
2 spsk olivenolie
½ pakke gær
½ tsk salt.
 Groft mel – jeg brugte grahamsmel og hvedeklid (henholdsvis 111 og 51)
Finere mel – jeg brugte hvidhvedemel

Vand, olie og salt hældes i en skål og gæren smuldres i. Når den er helt opløst skal man tilsætte mel. Det er her, det bliver lidt tricky, for dejen skal helst være så grov som muligt, men også helst hænge så meget sammen, at man kan rulle den ud. Jeg fik faktisk brugt for meget klid og grahamsmel til at starte med, så jeg måtte tilsætte lidt vand, for at kunne få nok hvidhvede i. En anden gang vil jeg nok starte med lidt af det forskellige mel og så mærke mig frem. Anyway, så skal dejen hænge sammen og man skal have en fornemmelse af, at den kan rulles ud. Omvendt, så kommer den slet ikke i nærheden af at være så elastisk som en ren hvededej.

Når man har ramt en tilfredsstillende konsistens skal dejen hæve, lige så længe som man har tid til og allerhelst en halv time som minimum.

Min dej endte med at veje 331 gram og jeg brugte kun 220, fordi det lige var det, som jeg havde fyld til.

Fyld


203 gram fuldfed fåremælksfeta
96 gram tomat
31 gram rødløg.

Til fyldet smuldrede jeg en masse feta og fordelte den over dejen. Rødløgene blev snittet helt fint på mandolinen og de små cherrytomater blev skåret over i halve. Det hele kom på pizzaen, hvorefter den blev bagt på en bagesten ved 220 grader i 14 minutter.

Grunden til at varmen er så høj er, at jeg alligevel skal varme min bagesten op, så den bliver godt varm. Du kan naturligvis også bage den uden sten. Så vil jeg foreslå at du sætter ovnen på 200 grader og kigger til den pizza efter et kvarter. Fetaen må gerne nå at blive lidt gylden i toppen. Løgene må også godt tage lidt farve, så bliver de sprøde og smager lidt ligesom ristede løg!

Der kommer også lidt ”frisk fyld” på pizzaen, når den er kommet ud af ovnen. Jeg har taget ”før- og efterbilleder” af pizzaen, så man rent faktisk kan se, hvordan pizzaen ser ud under alt fyldet.



Pizzaens svar på Find Holger!



Mit friske fyld bestod af:


63 gram peberfrugt (1 stk)
35 gram dampet broccoli
47 gram spinat (to håndfulde)
12 gram bresaola (2 skiver)

De andre dage har jeg hakket et frisk forårsløg til og der har ikke været noget broccoli til.
Alt i alt vejede min frokost 270 gram og kostede 326 kalorier. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar